Fleksjob kan udefra ses som en behagelig og sikker havn at nå.
Men for mange der er fleksjobvisiteret, under afklaring eller en af de mange ordninger der er på beskæftigelsesområdet, kan det føles det som om at katastrofen konstant lurer i dybe. Klar til at slå til, når det er mindst ventet. Følelse af altid være på usikker grund, selv når det går godt, ligger der, den underliggende frygt, for at nu går det sikkert snart galt.
En bemærkning der ofte bliver genfortalt af de fleksjobvisiterede er “Tillykke med fleksjobbet”.
Lykønskningen er tiltænkt som et oprigtigt tillykke. Sætningen bliver som regel efterfulgt af “nu kan du endelig få noget ro og …..”
En af problemstillingerne i de eller velmente og dybtfølte bemærkninger er at de ofte gør større skade end gavn.
De fleste er igennem en lang og på mange måder hård afklaringsperiode, en periode hvor de undervejs mister mere end deres arbejdsevne, andre overtager ansvaret for deres liv, de bliver ubevidst hjælpeløse og er afhængelig af andres valg og beslutninger.
Det som den ny visiterede hører er, “Tillykke med fleksjobbet” og det er jo også det der bliver sagt. Problemet er bare at det ikke er virkeligheden, for der er oftest ikke noget job og det er der borgene hører.
Det samme når der bliver sagt “Nu bliver din økonomi også bedre” eller “Nu kan du få lidt ro på”. Igen taler vi om en godhjertet og oprigtig medfølelse for den ny visiterede. Problemet her er igen, det er ikke det der sker i virkeligheden, det sker først den dag, hvor der etableres et fleksjob, altså en ansættelse.
Det der i virkeligheden sker, er at du har taget skridtet fra afklaring til ny visiteret, og at du nu er godkendt til at finde et fleksjob, dvs. et job der tilgodeser dine skånehensyn og berettiger dig til at få fleksydelse.
Når det går op for den ny visiterede at der nu er krav om aktiv jobsøgning, brug af Jobnet og Joblog. At der alligevel ikke er noget job i vente og økonomien er lige så stram som den var inden, venter der for nogle en lang nedtur, hvor frustrationerne står i kø, hvor presset fra den til tider håbløse jobjagt, slider en op. Kun for at finde ud af, at man i modsætning til under afklaringsforløbet, nu er helt alene om det hele. Der går det op for de fleste at de gennem processen er blevet tillært hjælpeløse.
Men hvordan kan det hele, der tilsyneladende skulle være så godt, alligevel ende med at være så skidt for nogle?
En del af forklaringen skal findes i den information, eller måske mangel på samme, der giver den fleksjobs visiterede, viden om rettigheder og pligter. En viden der allerede inden mødet med rehabiliteringsteamet gør borgeren i stand til at kende forskel på blandt andet fleksjob og pension, en viden der gør borgeren bevidst om hvad der kræves og forventes. Der må ikke være tvivl om hvad ord som intensitet, fleksjobsbevis og progression, dækker over.
Det er selvfølgelig den enkeltes eget ansvar at have styr på faktorer i eget liv, at have styr på regler, rettigheder og pligter. Det er vel egentligt også forventeligt at den enkelte har viden om praktikker, jobskifte, at forskellige opgaver og jobs, kan have forskellige timetal og intensiteter. Selv om timer og intensitets % er fastsat på mødet med rehabiliteringsteam.
Men kan vi overlade det til den enkelte? Hvordan sikrer man sig fra systemets side at alle har den nødvendige viden som de har brug for? Hvordan kan vi i samarbejde hjælpe hinanden, så også dem der ikke har overskud, kræfter eller evner også er trygge og vidende om hvilke krav og muligheder der er.
Utryghed har ofte rod i manglende viden eller kontrol over egen situation. Lov og paragraffer er omfattende og yderst fleksible på fleksjobområdet. Hvordan sikrer vi os at alle borgere er informeret og rent faktisk også forstår det? For ofte gives informationen, i en periode hvor borgerens kognitive evner er under pres og hverdagen handler om at overleve.
Forfatter: Kim Holzmann, Coachment