Etablér fleksjob
Når der skal etableres et fleksjob, skal du sikre, at virksomheden kan tage de nødvendige skånehensyn til den ansatte i jobbet. Praktik og brug af mentor er hjælpsomme værktøjer på vej til et godt fleksjob.
Praktik
For den person, som skal ansættes i sit første fleksjob, kan det i mange tilfælde være svært at vide, hvilke opgaver vedkommende kan løse, og hvilke konkrete skånehensyn der er brug for.
Det kan en praktik hjælpe til at få afklaret. I en praktik kan I justere, så timetal, opgaver, skånehensyn og evt. handicapkompenserende ordninger kommer på plads inden ansættelsen.
Sæt klare mål og delmål for praktikken, så det er tydeligt for både virksomheden og personen selv, hvad der skal trænes/afklares i praktikperioden.
For virksomheden kan en praktik være med til at afklare – og i mange tilfælde afdramatisere – om det kan fungere at ansætte en medarbejder, hvor der er nogle begrænsninger at tage hensyn til.
Læs mere i Cabis udgivelse om job og handicap
En god start
Alle har brug for en god start i et nyt job. For nye medarbejdere, som skal starte i et fleksjob, kan en god opstart være særlig vigtig:
- Nogle er stadig i gang med at lære deres sygdom eller handicap at kende, mens andre kender deres fysiske eller psykiske begrænsninger godt.
- Nogle skal kun arbejde ganske få timer om ugen, og det kan give udfordringer i forhold til at blive en del af arbejdspladsen.
Find ud af sammen med personen, om der er brug for noget særligt i netop deres situation. Det kan fx være:
- Afklaring af, hvad kollegaerne skal vide om skånehensyn og andre aftaler. Åbenhed gør det lettere for kollegaerne at tage de nødvendige hensyn.
- Fleksibilitet i starten af forløbet, så I finder frem til de helt rigtige løsninger med arbejdsopgaver og kompensation.
- Jævnlig opfølgning på virksomheden.
Derudover findes der er række ordninger, som også kan hjælpe et fleksjob godt i gang.
Mentor
En mentor er en person – ofte en kollega – som har en særlig opgave med at introducere til det nye job. Mentorordning kan komme på tale, hvis personen har behov for støtte, der ligger ud over det, en virksomhed normalt gør for en ny medarbejder.
- Lovstof om mentorordningen
- Alt om mentorordninger
- Cases om brug af mentorer til forskellige typer opgaver
Fleksjob til selvstændig erhvervsdrivende
Jobcentret kan bevilge fleksjob til selvstændigt erhvervsdrivende for en periode på fem år hvis personen:
- driver selvstændig virksomhed som hovedbeskæftigelse i Danmark
- har en varig og nedsat arbejdsevne i forhold til jobbet i virksomheden
- udnytter arbejdsevnen fuldt ud i virksomheden
- forud for tilkendelse har drevet virksomheden i væsentligt omfang i 12 måneder inden for de seneste 24 måneder.
Oprettet: 5. juli 2013 kl. 12:50 – Sidst redigeret: 7. marts 2017 kl. 10:38 – kilde: cabiweb